10
Kongen og Narren.
Nu fulgtes begge Kongerne for sidste Garg paa Jagt,
og Skovens Drot forfulgt af den forenede Magt
fra Krat til Krat blev hedset i vild forvirret Flugt —
saa gik det uden Hvile, til Dagens Lys var slukt.
Ved Søer hist, hvor Egene slaae Kreds om Bakkens Top —
der var det man om Kvelden rejste Kongeteltet op,
der fandt de trætte Jægere et Taffel vel besat,
der klang de gyldne Bægere ud i den stille Nat.
Der klang de muntre Sange, mens Drueblodet flød —
En rungende Fanfare tilsidst fra Teltet lød.
„Kong Klaus den Første leve!« Til hædrende Farvel
vi tømme nu det bredfulde Bæger paa hans Held.“
Og Klaus var rørt til Taarer; han var en Mand af Aand,
men Kongeværdigheden blev ham fast et Tungebaand.
Af Følelser bestormet — ja overvældet reent —
han stammed: „Børn jeg takker!“ Det var saa ærlig meent.
Hvorledes Gildet endte, det har jeg aldrig hørt.
Man veed blot: Majestæten blev meer og mere rørt,
og dengang Natten lakkede mod Daggryet hen
var Alting tyst og roligt i Skoven igjen.
Da skød en Baad sig henad den blikstille Sø
igjennem Morgentaagen, og ved den lille Ø
man lossede forsigtigt dens dyrebare Fragt. —
Sødt sovende blev Klaus til sit Kongerige bragt.
