160
Vaaren er kommen.
Vaaren er kommen!
Isen er brusten, Strømmen og Voven
knuste dens Lænker med trodsende Magt,
Vaaren er kommen, Engen og Skoven
kaste nu Trældommens falmede Dragt.
Frit aander hele den unge Natur ——
Jeg sidder fangen bag Gitter og Muur!
Jeg maa ud af den kvalme, den døsige Ro
i det skimlede Fædrenebo,
jeg maa ud for at luste det støvede Sind
i den friske, foryngnede Vind,
jeg maa ud i det Frie, at Solen kan tøe
mine stivnede Aarer paany,
jeg vil elske og favnes og leve og døe,
førend Vaaren og Ungdommen flye.
Frit over Sletten Vaarvinden svæver,
søger i fremmede Skove et Ly,
Fuglen fra Reden livsfro sig hæver
op mod den solklare, straalende Sky.
Puppen er kastet, fra Blad og til Blad
flagrer den spraglede Psyche saa glad —
