178
Riimbrev.
Hans Storhed, den var dem umulig at naae —
Ulykken var den, de vare fødte for smaa.
Men hænge med Ho’det, var ikke saa svært —
det fik da de stakkels Smaapuslinger lært.
De trøsted sig med, at naar Nakken var kroget,
saa ligned de altid en Kæmpe i Noget,
og stolte derover kom Ingen ihu,
at Ligheden gjorde ham mindre endnu.
… Ja nu er jeg færdig! — Du spørger: „Hvad meer?“ —
Der er ikke mere, højtelskede Fætter!
Det var en Parabel paa gammel Maneer,
hvis Indhold Du vist uden Hovedbrud gjætter.
Du studser, Du smiler, Du svarer: „Vist ej! —
Hvad rager vel Dværgenes Dumheder mig?“ —
Ak skam Dig paa alle Pygmæernes Vegne,
og vild: Deres Dumheder er Dine egne!
Ja, Du har forgabet Dig, stakkels Peter,
i en eller to af de store Poeter,
maaskee i tre, fire, ja fem eller flere,
og dem vil Du nu sans façon copiere.
Jeg gjenkjender alt
i Din lille Gestalt,
et Skimt af Lord Byron, den farligste Frister
for alle uskyldige unge Copister,
