Side:E Bøgh Digte 1860.djvu/48

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

38

Bertel og hans Æsel.

Dog nu er Straffens Tid forbi,
forbi er min Forvandling —
Ak Bertel! Om I gav mig fri,
Det var en nobel Handling!“

„Gaa“, svared Berlel, „Gaa Din Vej!
At holde paa Dig nytter ej.
Som Æsel havde Du Værdi,
men nu — ja nu er det forbi!
Dig vil min Sandten Ingen kjøbe.
Du har Din Frihed! Du kan løbe.
Men vogt Dig vel for Kortenspil,
nu veed Du, hvad det fører til!“

Og Skjelmen løb ad Vejen frem,
og Bertel vandred langsomt hjem,
men svor en Ed af Hjertens Grund,
 fra denne Stund
til evig Tid at skye Klør-Knægt
 og al hans Slægt
fra Kongen lige ned til Toen.
Og — hvad maaskee I neppe troer —
 han holdt sit Ord:
man saa ham aldrig meer i Kroen.

Og det var en Forandring, som
kom Manden svært tilgode.
Da Somren gik, og Høsten kom,
var han igjen paafode;