Denne side er blevet korrekturlæst
55
Nordstjernen.
Saa den Skjønne sagte slutted,
Taarer hendes Stemme kvalte;
bedende hun Blikket hærved,
Læben taug, og Taaren tale.
Rørt den unge Konstner trykker
hendes Haand og seer mod Himlen,
peger mod en eenlig Stjerne,
som fremstraaler mellem Vrimlen:
„See hist funkler Nordens Stjerne!
Den staaer fast, om alle svige;
fast som den er og et Løfte,
givet af en nordisk Pige!“
Her han tier; men sit Aasyn
heftigt ved hans Bryst hun gjemmer,
„Nordbo! Du har været elsket,
om end hun sin Eed forglemmer!
Fly — Farvel — Vi sees ej mere!
Lad kun bløde, lad kun briste!“
— Tys! der lød et Kys i Lunden —
Eet — Det første og det sidste!
(4*)
