57
Nordstjernen.
See hvor henrykt han sig nærmer
til den elskte Drømmerinde!
„Skjøn Du var, da jeg forlod Dig —
dobbelt skjøn skal jeg Dig finde!
Rosen har sin Knop udfoldet,
uforandret, dog forskjønnet ——
O, hvor fuldt, hvor rigt, hvor herligt
er min lange Vandring lønnet!
See — et Brev paa Marmorbordet!
Det har hun, den Hulde, skrevet
til sin Ven! O ja, jeg seer det
af de første Ord i Brevet —
Ja, her staaer det! „„Kan Du tvivle?
Troer Du vel, jeg kunde svige? —
Fast, som Stjernen højt i Norden
staaer et Løfte af Din Pige!““
Var det ej den samme Strophe,
som jeg gjemte i mit Minde,
og som styrked mig i Syden
mod den skjønne Fristerinde!“
Men hvad nu? — Hans Kinder blegne,
Haanden presser han mod Panden,
seer paa Brevet — Arme Daare,
det var skrevet til en Anden!
