71
Sukket i Skoven.
— Naar Natten træder sagte ud over Land og Sø,
Og Dagens travle Larmen er tilende,
Og Voven gaaer tilhvile i Sivet under Ø,
Og alle Stjernelysene sig tænde;
Da bliver Himmelbuen saa reen og klar og blaa,
Og tyst ud af dens Porte de gode Engle gaae
Og græde Sølvertaarer over Jorden. —
Da speiler sig i Himlen den syndefulde Jord,
Og føler sig saa mørk og saa forkastet;
Den tæller sine Synder — al Løgn og Rov og Mord,
Hvormed i tusind Aar den er belastet.
Da farer Dødens Gysen igjennem Marv og Blod,
Da bede alle Dale og Bjergene gjør Bod,
Da sukker det saa sælsomt i Skoven!
„Hav Tak Du Alfedronning, Dit Ord jeg glemmer ej,
Nu vandrer jeg mod Hjemmet tryg og rolig —
See hist i Maaneglandsen, jeg skimter klart den Vej,
Der fører lige til min Faders Bolig! —
Farvel I gode Alfer! Farvel I Brødre smaa!
Jeg lover Eder Alle: For min Skyld aldrig saa
Det sukke skal ved Nattetid i Skoven.“
(5*)
