74
Min første Kjærlighed.
thi naar den stakkels Følelse skal sidde indespærret
og mangle Luft, saa varer det ej længe før den skranter
og bliver bleg og daarlig — retsom andre Arrestanter.
Det var i denne Daarligheds- og Blegheds-Periode
jeg sad en Søndag Morgen ved den lille Bæk, der snoede
sig gjennem Elmetofte Skov — da seer jeg Noget skride
henover Engen — Hvilket Syn! — En Skikkelse i hvide,
florlette Klæder, Schäferhat med Flagreband paa Skyggen,
i Barmen en Fiolbouquet, og Lokker ned ad Ryggen!
Jeg tænkte strax: Er det en Fee? en Alf? — en Elverpige? —
et fiint ætherisk Væsen, som kun gjæster Jorderige? —
Ja ganske rigtigt! — Det var En af mine Sjælsforvante:
en Drømmens, Længslens, Savnets Mø — kort sagt — en
Gouvernante —
en Gouvernante fiin og skjær fra selve Residentsen,
af Alder: sat, af Skabning: net, af Navn: en Frøken Jensen.
Hun var just nylig kommen ud til Strandholm hos Kaptajnen
og skilte sig i Et og Alt fra Pigerne i Egnen;
hun talte Fransk og læste Tydsk og var æstetisk dannet:
Hun kunde alle Ingemanns Romancer Ord til andet,
hun havde denne noble Air, som ej Enhver erhverver,
var lidt fantastisk i sin Dragt og havde svage Nerver,
var dertil høj og bleg, som det sig sømmer en Heltinde,
og — hvad der gjorde Alt complet — hun hed Theodolinde.
Nu gik hun sig en Morgentour i Skovens dunkle Skygge;
hun læste i Tegnér og var just midt i Frityiofs Lykke,
da Stien gjorde Højreom og sneg sig ind bag Hækken,
hun derimod gik ligefrem og kom bestandig Bækken
