75
Min første Kjærlighed
lidt nærmere ved hvert et Skridt, snart fattedes der bare
et eneste, da sprang jeg frem og skreg: „Tag Dem ivare!“ —
Hun studsede, hun standsede, hun blegnede og vendte
forfærdet om. Hun takked mig med Skjælven og erkjendte,
at hvis jeg ej var sprunget til, da var hun vandret heden.
Jeg sagde hende ej imod, men rødmede beskeden;
thi Sagen taalte ogsaa godt at sees fra denne Side —
maaskee var Bækken meget dyb, det kunde Ingen vide —
Jo — det er sandt! — der stod en Stork og lo i Egetræet;
han vidste godt, at Vandet gik ham neppe op til Knæet.
Men ligemeget! Naar man først har en Roman for Øie —
lidt mere eller mindre Vand, det regnes ej saa nøje!
At hun var frelst, og frelst af mig, lod sig dog ej bestride,
og derfor tog jeg hendes Ord til Indtægt bona fide;
Jeg følte snart hvordan mit Jeg blev større under Talen —
jeg troer ved Ordet „Redningsmand“, det voxed fast en Alen,
og da hun rakte mig sin Haand og bød Farvel — O Himmel!
da tog min Storhed saadan til, at jeg blev ganske svimmel;
en slig Bedrift, en saadan Tak, med Haandtryk, Blik og
Miner —
Jo, det var noget Andet end at pjanke med Cousiner!
Nu fulgte der en dejlig Tid. Vi mødtes — tænk hvor heldigt! —
den næste Dag paa samme Sted (naturligviis tilfældigt!)
og det var mærkeligt, hvortidt vi siden traf hinanden
i Kirken og paa Klinten og i Skoven og ved Stranden —
Saameget veed jeg, at det ej var aftalt — nej bevare’s! —
jeg fatted altid halve Ord, saa hele kunde spares.
Desuden var det hellige og rene Sammenkomster;
vi talte kun om Vejr og Vind og Poesi og Blomster,
