77
Min første Kjærlighed
og kjæk jeg rusted mig til Kamp imod det haarde Fatum:
„Forloves eller ogsaa døe!“ — var nu mit Ultimatum.
Jeg maatte altsaa frie; men naar? og hvor? See det
var Sagen;
thi Sligt gaaer ikke an til hvert et Klokkeslet paa Dagen,
og hvorsomhelst — nej tvertimod, det er et Vovestykke,
der fordrer extra Leilighed og ganske extra Lykke.
Imidlertid, det varede knapt otte Dage, førend
jeg syntes baade Leilighed og Lykke stod for Døren;
thi Hr. Kaptajnen gav et Bal og jeg blev inviteret —
Man kunde ikke tænke sig det bedre arrangeret.
Og Dagen kom, og Timen slog. Langs Dandsesalens Vægge
sad allerede Damerne garnerede i Række.
Det var en Hæk af Tyl og Flor og Pigebørn og Koner;
men midt i Hækken knejste hun som Liljen blandt Pioner.
Nu fløj de brede Dørre op, og Egnens Eleganter
i stive Fadermordere og sorte Bomuldsvanter
og stramme Højtidskjoler, som kom een Gang frem hvert
Halvaar,
steg parviis ind og bukkede med gravitetisk Alvor.
Signalet fra Orchestret lød, den første Vals begyndte,
jeg nærmed mig den Elskede beskedent, men jeg skyndte
mig ikke nok — hun svæved alt i Dandsen med en Anden.
Det var fatalt, men det var dog en Trøst: jeg kjendte
Manden!
Han ligned ikke en Rival og allermindst en farlig:
Hans Dumhed var ubændig og hans Grimhed uforsvarlig;
og nu hans Dands, den var superb — tre Hop i fire Takter!
