79
Min første Kjærlighed.
forvandle Hjertets Sprog til Brøk, saa tav jeg ganske stille
mens Gallopaden varede, og ødsled hele Tiden
med Blik og Suk, men sparede Erklæringen til siden.
Omsider da mit Ideal kom til at sidde over,
begyndte jeg at fatte Mod. Nu er det bedst Du vover
et Hovedangreb, tænkte jeg og Stormen var besluttet,
jeg nærmed mig, og — Munden gik i Baglaas paa Minutet.
Det var som Skjæbnen vilde reent mit Frieri forpurre;
thi hvert et Ord blev siddende i Halsen som en Burre,
og skjøndt jeg brugte baade Ord og Blikke i Forening,
saa svarte hun bestandig, at hun ej forstod min Mening.
Dermed var min Lyrik fallit, og skjøndt det var modbydeligt
for et poetisk Sind som mit at tale reent og tydeligt,
saa maatte jeg tilsidst deran, jeg maatte overvinde
min Aversion. Jeg sukked dybt: „Velan Theodolinde!
viid, at jeg el...“ — Men troer De vel, at jeg fik udtalt
Ordet? —
Nei, vips sprang Hr. Kaptajnen til, man skulde gaae til
Bordet,
og nu tog han min Donna med — jeg raste, kan De tænke;
thi ak, jeg fik i hendes Sted den tykke Møllerenke!
Ved Bordet var jeg mørk. Min Harm var ej saa let forvunden.
Grumt bed jeg i det halve Ord, der ej slap ud af Munden,
og grumt jeg hævned mig paa ham, der havde hemmet Ordet:
Kaptajnens Rødviin flød som Blod i Strømme over Bordet.
Først vælted jeg mit eget Glas og strax derpaa min Enkes;
men saadan gaaer det altid: Naar en heftig Elsker krænkes,
