83
Steenbruddet.
og mellem Skiferblokkene er der saa mange Huler,
hvor altslags natligt Spøgeri sig sky for Lyset skjuler.
Og paa den største Klippes Top, hvor Uglen boer og Glenten,
jeg klavrede behændigt op, og satte mig ved Skrænten.
Men nede mellem Klipperne sig mange Stier snoede
i Kløfterne, og rundtomkring de grønne Birke groede,
og Klippens Vægge dannede saa mangt et lille Kammer,
belyst af et fordægtigt Skin fra Maanens blege Flammer.
Alt var saa tyst. Da syntes mig, jeg hørte Nogen tale —
Jeg tog ej fejl. Ved Klippens Fod, i en af disse Sale
der stod et Par Forelskede saa kjærligt hos hinanden;
Nysgjerrigt lænede jeg mig udover Klipperanden,
og fik — jeg kan ej nægte det — et heelt uventet Skue:
det var vor unge, smukke Præst — men mon det var
hans Frue? —
Hvorfor mon Ægteparret her sin Elskov vilde skjule?
Det fik man let at høre, om man lyttede en Smule —
og Fristelsen blev mig for stor: Jeg lukked ej mit Øre;
og det var Skam, skjøndt knapt jeg troer, at det er Synd
at høre.
„Kom Sa’ra! Sæt Dig kun hos mig!“ saa hvidsked Han
dernede —
„Henover Klippesædet her vil jeg min Kappe brede!“
Hun satte sig. Han tog et Kys, saa to, saa tre, saa flere —
jeg talte ikke efter, men jeg kan dog trygt parere,
at hundrede, ja flere vist, han røved Rosenmunden —
Da kom en Nysen paa mig — Htist! Og Parret var
forsvunden!
