321
Men han vidste ogsaa, at dette ikke var Tilfældet.
Dog — dø vilde han.
Og roligt tog han frem fra en Skuffe i sit Skrivebord den lille Flaske og ud af den rystede han den hvide Stang.
Han satte sig ved Pulten. Han tænkte paa Melitta og Dorothea — han gentog for sig selv de to Navne: Melitta, Dorothea, og han syntes, de lød som en himmelsk Musik — den han aldrig skulde høre mere. Men i det Samme saa’ han for sig et hvidt Hus i en Have: paa Verandaen stod Melitta, løftende Barnet paa sin Arm — begge straalende af Fred og Lykke.
Der var ingen Plads mere paa Jorden for ham.
Hurtigt førte han den hvide Stang ind i sin Mund.
Han stod et Sekund; saa fortrak hans Ansigt sig i den rædselsfuldeste Smerte, Fraaden stod ham om Munden, og med et halvkvalt Skrig styrtede han død om.
21
