95
FRITZ HULTMANN.
den naturlige Konversationstone, naar hans Medspillende bestandig foretrak, hvad Diderot kaldte »det tragiske Opstød«.
Det er bekendt at Hultmann i de sidste Sæsoner før han forlod Scenen maatte spille Roller af meget forskellige Fag: elegante værdige Skurke som Joseph Surface, komiske Advokater som Destournelles, bedragne men ædle Ægtemænd som Præsidenten i Ferréol og mange flere, der ere i alle Theatergængeres Erindring. Han var altid her respektabel, men det var dog Nøden ikke Lysten, som gjorde ham til Krybskytte paa fremmede Vildtbaner. Vort æstetiske Publikum tillod ham ikke at være ung længer end Kirkebogen efterviste et dertil passende Aaremaal. Rynkerne fandt ubønhørlige Kritikere, og skønt hans usvækkede Aandskraft endnu var istand til at bære unge Roller over Scenen, satte man Bom og bad ham trine over paa den anden Side af Stregen. Han blev paa éngang fra tyve Aar halvtreds.
I den lille Tale, Hultmann ved sin Afskedsforestilling holdt til Publikum, betonede han, at han trak sig tilbage fra Scenen, fordi hans svækkede Helbred og svigtende Hukommelse gjorde ham det til en bydende Nødvendighed. Han var sig bevidst altid at have næret en ærlig Stræben mod »det Passende og det Skønne«. Og idet han udtalte disse Ord, saa' han saa ærlig og alvorlig ud, at man gærne tilgav ham den nye æstetiske Kategori »det Passende«, som ovenikøbet ikke uheldigt betegnede de honnette og lidt tamme Karakterer, Hultmann plejede at udføre. Han var den Sidste af den gamle Generation fra Glansperioden, den yngste af de gamle. Han fremstillede en svunden Slægt, den danske Ungdom i Liberalismens første Dage, hvis
