98
PETER SCHRAM.
Dette Hoved sidder paa en usædvanlig høj og kraftig Figur, der lader Schram tage sig statelig og imponerende ud.
Men blot et høfligt Smil, blot en lille Trækning eller Grimasse — og Ansigtets Karakter forandrer sig aldeles. Blikket bliver uroligt og søgende, Linjerne tabe deres Harmoni, og Udtrykket er spændt og usikkert. Og blot en ubetydelig Gestus eller Bevægelse — og den kraftige Skikkelse faar noget Slapt, Halsen skyder sig frem, Ryggen krummer sig og Arme og Ben kunne ikke ret finde Plads.
Som Janus havde et ungt og et gammelt Ansigt, saaledes har Schram tvende Udtryk, tvende Ansigter. Det ene fortæller om et Liv i harmonisk Fred og evig Ungdom, hvor tusende skønne Melodier klingende omsuse Kunstneren, hvor Mozarts brede Violinstrøg snart svinge sig i glade Danserytmer snart drøne i mægtige Orgeltoner, hvor Rossinis sanseberusende Tamburin ryster Vellyd af sig i Latterkaskader, og Meyerbeers Trompetfanfarer spille Tonemasserne op til Stormmarsch. Det Ansigt, som fortæller herom, er Kunstnerens, det geniale Menneskes.
Det andet melder om den Strid i det Smaa, der gør gammel før Aarene. Det har tidlig skuet Livets Vrangside og dets Disharmoni, og Rynkerne vidne om, at Schram møjsommelig har kæmpet sig til Lyset og Pladsen i Solskinnet fra Smaasorgernes mørke Kælderbo. Ak, det er ikke udviklende for Karakteren at være ansat ved Theatret paa Kongens Nytorv og leve i den daglige Tummerum i Nordens Athen. Sligt sætter ikke Stiver i en Mands Ryg. Foruden Thalia og Euterpe indfandt ogsaa den tiende, særlig danske Musa sig ved Schrams Vugge: man benævner hende Miseria. Hun lægger sin Haand tungt paa sine
