99
PETER SCHRAM.
Dyrkeres Hoveder: de slaa Øjnene ned for Gudindens mørke Blik, men deres Fysiognomi faar Udtryk af den Rædsel, Medusa-Aasynet vakte. Schrams andet Ansigt er Københavnerens, den kgl. danske Skuespillers.
Schrams Liv er kortelig dette: fra hans første Skoletid til den Dag i Dag anstrængt, men nydelsesrigt kunstnerisk Arbejde, Ungdomsaarene tilbragte med en haard Kamp for Eksistensen, Manddomstiden en rolig Hævden af sin Plads, og til Udfyldning mellem de frembragte Kunstværker: alt det Smaalige, som Theaterlivet fører med sig. Som saa ofte herhjemme: Kunsten stor, Livet smaat.
Men til Schrams Ære være det sagt: hans Kunst er helt igennem fri og lys. Han har forstaaet at optage Livets Smaaligheder paa Scenen, men frigøre dem gennem Komik. Hans Kunstmedaille har baade Avers og Revers. Hans sceniske Frembringelser svinge imellem to Poler: det Ophøjede (Dæmonisk-Frygtelige; Bertram) og det Burleske, Lavtkomiske (Bartholo); fortrinligt lykkes ham naturlig Figurer, hvor Modsætningerne mødes: Mefisto, Aslaksen, tildels Leporello, Han er en Fantast af samme Art som H. C. Andersen, med hvem han maaske ogsaa i det Ydre har nogen Lighed, skønt han unægtelig sér langt bedre ud. Men den fattige Urtekræmmersøn, i hvem Sangen spirer, og som bliver en fejret Kunstner, ikke at tale om Ridder af Dannebrog og Kammersanger — er det ikke et Andersensk Sujet? Lige som Digteren har Schram kun vidst at afvinde Livets Smuds og Pjalteri den komiske Side og fremstillet de onde Mennesker som Bussemænd, egnede til at skræmme Børn og Voksne med, naar de først havde lét over Karikaturerne.
7*
