Side:Edvard Brandes - Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier.djvu/111

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

102

PETER SCHRAM.

en Skovdekoration, en Dukke stod oppe paa en Høj, en anden nedenunder, og der veksledes mellem dem følgende Repliker: »Hvordan er Du kommet derop?« — »Jeg er gaaet den anden Vej!« Dette var hele Komediens Indhold, men Fremstiller og Tilskuer bleve ikke kede af disse Sætninger repeterede i det uendelige. Syv Aar gammel medvirkede Schram ved en Forestilling i et af de mange Privatselskaber, der den Gang florerede. Han var ellevild af Glæde over at skulle betræde en virkelig Scene. Fra den tidligste Morgenstund var han iført sit Kostume som Bondedreng i Frejas Alter, men om Aftenen havde han nær gjort Ulykke og bragt hele Forestillingen i Uorden, thi da han først var kommen ind paa Scenen, var han slet ikke til at faa ud af den igen og maatte tilsidst med Magt slæbes bort.

En Dag spillede han saa efter Sædvane Komedie med sig selv paa en Sofa, da hans Onkel kom hjem i Følge med den aandfulde Karakterskuespiller Winsløw og fandt ham agerende. Winsløw syntes om Drengens Væsen og sparede sandsynligvis Talent i hans Tirader, thi fra den Dag tog han sig af ham, og der begyndte en stadig Undervisning med Oplæsen og Fremsigen af danske Digte, i Særdeleshed af Wessels komiske Fortællinger. Hvad Winsløw lagde Vægt paa, var det naturlige Tonefald, den naturlige Versfremsigelse. Saaledes hørte altsaa Schram ved sin allerførste Undervisning allerede Fordringen til Naturlighed fremsat, og man kan være forsikret om, at dette har haft en overvældende Indflydelse paa hans Kunst. Hvor ofte, naar han spillede en eller anden lille Rolle i en Tragedie, har ikke hans virkelighedsrette Tale lydt som en Røst fra