106
PETER SCHRAM.
II.
Som denne djævelske Herre vandt han stort Bifald og udførte endnu i samme Sæson den værdige Kardinal i Jødinden og fik desuden Lejlighed til at vise den anden Side af sit Talent, da en Forening af Skuespillere opførte Figaros Bryllup paa Italiensk, og Schram kunde slaa Gækken løs som den gnavne Fader mod sin Vilje, Bartholo. Jeg vil imidlertid ikke endnu gaa ind paa hans sceniske Præstationer. Det var slet ingen kunstnerisk Kamp, Schram bestod under sine første Theateraar; nej den fremtidige geniale Fremstiller af den forsultne Aslaksen førte den rene, skære Kamp for Brødet, anseende varm Mad i en varm Stue for et af Livets skønneste og mest uopnaaelige Idealer, baaret oppe af sin Kunstbegejstring og Ungdomstro, men i mørke Timer haardt betrængt af Tvivl og Mismod. Ofte har han Lyst til at gøre Skrue, oftere til at løbe sin Vej og prøve Lykken i Udlandet, gode Venner opmuntre ham dertil, men han mangler en vis Stivsindethed i Karakteren, som den frivillig Eksilerede maa besidde. Han hører ikke til den Art af Mennesker, der gaa helt ranke gennem Livet eller helt knækkes; han bøjer sig hellere lidt, og hans lange smidige Figur smutter gennem de snævre Veje, der føre ham til Maalet. Jeg beder, at man ikke vil forstaa dette som nogen som helst Bebrejdelse; Læseren vil, naar han gennemgaar den følgende Udvikling af Vanskeligheder, Schram sled sig igennem, sikkert faa Indtryk af og indrømme, at der hørte en vis blød Sejghed til for Schram at holde Modet oppe og skabe sig en Position. — Endnu blot dette, at jeg naturligvis kun gaar ind paa alle disse materielle
