107
PETER SCHRAM.
Forhold, fordi de efter min Mening nødvendig maa kendes, hvis man vil forstaa Schrams Kunstnerpsykologi.
Altsaa, efter at have udført de ovennævnte store Roller, hædret ved Publikums højtudtalte Bifald, anerkendt af sine dygtigste Kolleger som f. Eks. af Phister som jævnbyrdig Kunstner, stod Schram stadig med sin Elevgage af fem Daler om Maaneden — akkurat nok til at dø af. Imidlertid lod det til, at Direktionen nærede en modsat Overbevisning, i alt Fald lod den sig efter mange Anmodninger kun bevæge til en illusorisk Forhøjelse. Om Sommeren 1842 var Schram kommet til at ligge paa Landet i Nærheden af Assens hos en gæstevenlig Familie. Han fik her noget Huld paa sig, satte sin Hat højere og havde ikke synderlig Lyst til at vende tilbage til de tomme københavnske Gryder. Nogle Breve, som Musikeren Rung, der fra 1840 var hans Syngelærer, tilskrev ham, opfordre ham da ogsaa til allehaande voldsomme Skridt. Jeg aftrykker nogle Udtog af disse højst elskværdige Skrivelser, som bedre end nogen forklarende Udvikling give Underretning om Schrams Forhold paa den Tid. Rung skriver saaledes i Begyndelsen af Juli 1842: `
»Den høje Theaterdirektion har i sin allerhøjeste Visdom tilstaaet Dem et Gagetillæg af 50 Rdl.
»Hvormeget denne Adfærd har ærgret mig, kan De nok begribe, thi saa jammerligt havde jeg dog ikke troet, at det skulde blive. Kammerherren rejser imorgen med Kongen, og Konferentsraad Collin er udnævnt til Chef indtil Nytaar. De kan vel vide, at jeg hos ham har gjort alt, hvad der var muligt, men det Højeste, han kan, og De altsaa kan vente, er et Gratiale til Vinter. Udsigterne ere
