109
PETER SCHRAM.
De i tilstundende Vinter komme til at føre et ligesaa uhyggeligt Liv som ifjor, hvad der i fysisk Henseende virker skadelig paa Dem og tillige nedslaar Deres Mod, da man tilsidst kommer til at tvivle om sin egen Dygtighed, naar man ikke sér den paaskønnet, og De vilde ikke en Gang have lysere Udsigter i Fremtiden, saa længe Theatret — og hvorlænge kan ingen vide — bliver under den nærværende eller en lignende Bestyrelse. Vælger De det sidste og altsaa forlanger en højere Gage eller Deres Afsked, er det baade rimeligt og sandsynligt, at Direktionen, om ikke af anden Grund, saa fordi den er nødt til det, opfylder Deres billige Fordringer. — Faar De derimod Deres Afsked, hvad De maa være forberedt paa, saa vil det — naar De ikke vil gribe til det sidste Middel og gaa til Norge — næppe være vanskeligt at skaffe Dem Informationer, hvoraf De vilde kunne have lige saa mange Indtægter som hidtil fra Theatret, og i hvert Tilfælde har De jo Venner, kære Schram, som ikke ville slaa Haanden af Dem«.
Derpaa følger en velskreven Koncept til et Trudselsbrev til Direktionen. Schram skal skrive, at han ikke kan leve blot nogenlunde anstændig af sin Gage, at han alt i de forløbne Aar er kommet i en ikke ubetydelig Gæld, at hans Sundhed har lidt en Del, fordi han ikke havde Raad til at skaffe sig de almindeligste og nødvendigste Bekvemmeligheder, ja, at han uden Understøttelse af sine Venner ikke havde kunnet friste Livet i København. Til Slutning bestemt Forlangende om højere Gage, hvis ikke, vil han søge Lykken som Sanger i et fremmed Land.
Men Schrarn afskrev ikke dette Udkast. Udsigterne til Informationer og til Norge syntes ham ikke synderlig
