112
PETER SCHRAM.
skænkede mig og alle Kunstvenner her under Deres kun altfor korte Ophold iblandt os, vover jeg, opmuntret ved Deres den Gang gjorte Opfordring til mig om at søge Engagement i Stockholm, i denne Anledning at henvende mig til Dem med Anmodning om Deres bevaagne Protektion for mig, i Fald den kongelige Theater-Direktion i Stockholm skulde være tilbøjelig til at antage et 20aarigt (ɔ: 24aarigt) Subjekt med mine Egenskaber.
»Ved Theatret her nyder jeg nemlig, uagtet jeg iblandt alle de unge Mennesker, som ere ansatte ved samme, er den Eneste, der bruges, og det endog i de største og vanskeligste Roller i Operaen, ingen anden Løn, end Publikums Bifald, som jeg vel af ganske Hjærte paaskønner, men som dog ikke er tilstrækkeligt til at leve af og da jeg ingen Formue besidder, saa ville mine bedste Aar hengaa under trykkende Næringssorger, der ikke kunne Andet end berøve mig min Sindsro og Kraften til at virke for mit Kald, hvilket jeg saa gærne vilde hellige mig med min hele Sjæl og Kraft. Vel er det ikke Direktionen, som jeg vil beklage mig over — thi den skænkede mig vist gærne ogsaa denne pekuniære Opmuntring — eller over Avtoriteterne for min dyrebare Kunst, som navnligen Kapelmester Glaeser og min Onkel, Koncertmester Wexschall, hvilke tværtimod vise mig den største Opmuntring; — men netop fordi Grunden dertil er Mangel paa de fornødne Midler (hvilken maaske kan blive en langvarig Sygdom ved vort Theater): saa ere Udsigterne til en sorgfri og uafhængig Fremtid saa fjærne, at jeg næsten frygter for, at jeg maatte være udødelig for at kunne afvente denne Mangels Afhjælpning.
