117
PETER SCHRAM.
fuldkommen ind som en Snegl i sit Hus. Man fører Skyggerne af dem med sig, naar man drager ud, og de drive En hjem igen.
Saa begyndte for Schram et ensformigt Liv: mange Prøver, Rolleønsker, gode Roller, Smaatriumfer, Klager, lidt Forfængelighed, lidt Pirrelighed, megen Elskværdighed, bestandigt Arbejde. Givende Timer og kommende til Hove som Kongens Ven, behagelig Selskabsmand i Familiecirkler og lystig vagabonderende paa Koncertture til Provinserne, selv sættende Bo — i det Hele levende som en kgl. dansk Skuespiller bør leve.
Fra en ranglet mager Knøs var han bleven en kraftig Skikkelse, fra den myge Elev, der nejede for alle Avtoriteters Aandepust, en selvbevidst, sin Ret hævdende Mand, fra en Begynder en Sanger af allerførste Rang, men i Hovedsagen altid den samme: en ægte Kunstnersjæl, et blødt Hjærte og et stort Barn.
III.
»I den Rolle har jeg ikke set Dem. Hvorledes spillede De den?«
»Jo—oh! Morsomt, morsomt! Jeg gjorde megen Lykke«.
Dermed var just ikke ganske mit Spørgsmaal besvaret. Men det er overmaade faa Skuespillere, der ere i Stand til at gøre Rede for en Rolle, ja blot til at betegne dens Hovedtræk. Dermed maa ikke forveksles, at de ikke skulde tænke over, studere den. Man vilde jo saaledes let tro, at slige fantastisk-lyriske Roller som Schrams vare halvvejs improviserede og »følte«, ikke gennemarbejdede. Lige det
