118
PETER SCHRAM.
Modsatte er Tilfældet. Naar Schram skal spille en ny Rolle, lærer han hurtig at memorere den, og dernæst begynder der hos ham et indre Arbejde og en kunstnerisk Produceren, under hvilken Ordet gradevis undfanges, fødes, faar Legeme og Form. Repliker og Toner ere ham aldrig ude af Hovedet. Paa Gaden, i Selskab, i sin Stue, overalt fører han dem med sig; han føler deres Lyd og Vægt bestandig mere præcist og intenst, prøver for sig selv Sætningens Styrke og overvejer Foredragets Indvirkning paa Publikum. Thi dette kommer ham samtidig næppe ud af Tanke. Han er glad ved at arbejde paa sin Rolle og lever helt heri, men han er ikke af de Kunstnere, som i sig selv have Kritiken og Dommen over deres Værk, og som kunne undvære Mængdens Retskendelse; for ham er Publikum den absolute Selvhersker over alle hans Roller, den inappellable Dommer. Først helt lykkelig er han og sikker paa sig selv, naar hans Sang og Spil har slaaet an, og Tilskuerne have tilklappet ham, at Processen er vundet. Derfor har det »at spille morsomt« sit Supplement og Bevis i »at gøre Lykke«. Det Ene bestaar ikke uden det Andet.
Naar Schram kommer ind paa Scenen, og hans Blik falder ud over Tilskuerpladsen, da synes det ham, som om de Hundreder af forgyldte Kikkertrande, der pege imod ham, ere lige saa mange Bøssepiber, rettede imod hans Bryst. Saa gammel Skuespiller han end er, faar straks Kulissefeberen fat i ham. Hans Angst vokser endog, hvis han véd, at én eller anden Avtoritet, Fru Heiberg f. Eks., er i Theatret den Aften og vil betragte hans Spil.
Denne Sensibilitet er let forklarlig for den, der kender hans Liv. Jeg har vist, hvor lidt uafhængig han føler sig,
