Side:Edvard Brandes - Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier.djvu/13

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

4

MICHAEL WIEHE.

ikke fra Virkeligheden og Livet. For romantiske Skuespillere er Theatret Fædreland og Hjem, Rollerne deres Livsafsnit, Forestillingerne deres højeste Nydelse, medens alt hvad der hører udenfor Scenen kun er Biting. Senere hen i sit Liv nærede Wiehe — ivrig Læser af de Kierkegaardske Skrifter, som han var — Skrupler overfor sin Kunst, hvis Væsen syntes fjendsk mod Udviklingen af den egne Personlighed, men da han var ung smeltede Liv og Kunst helt sammen for ham. Den Seen bort fra Virkeligheden, som drev den literære Romantiker fra Naturen ind mellem Kulisserne og blev saa skæbnesvanger for Poesien, den gavnede Skuespilleren, ved at forlene ham med en kraftig Illusionsevne, der rev Tilskuerne med sig. Wiehes betagende Magt beroede paa, at han selv var betaget, ikke just af den enkelte Rolle, men af hele sin Kunst eller rettere, han var i dobbelt Forstand behersket, thi Følelsen løb ikke af med ham, men sporede ham kun, anspændte Nerver og Sener, samlede hver sjælelig og legemlig Evne til Fuldkommengørelsen af det Ideal, der foresvævede ham. Den sværmeriske Kærlighed til sin Kunst, som Michael Wiehe var opfyldt af, formede sig til glødende Erotik paa Scenen; Livssaften strømmede frodigt igennem Theaterfigurerne, fordi han levede i dem. I Livet var han barnløs; de Skikkelser, hans Aand kaldte frem for Lyset, vare hans sande med Smerte undfangne Børn, Kød af hans Kød, Blod af hans Blod. Aften efter Aften hentede Musen, som Drømmepigen i Turgénjews Visioner, ham til en overjordisk Flugt, under hvilken hendes Kys sugede Blodet fra hans Hjærte — indtil hans Kraft var udtømt, og han svag og udmattet sank sammen.