125
PETER SCHRAM.
Tonerne omsuse ham og spille hans Nerver op til en Art Heksedans, er han paa en Gang Djævelen selv i højst egen frygtelige Person og paa samme Tid rystet i sit Inderste og bange for denne Djævel — og deraf det Gribende og sælsomt Fantastiske i hans Spil.
Hvad var det bedste i hans Mefisto? Det var ikke de to Sange, hvor genialt de end bleve sungne, og hvor vildt han end lo. Det var heller ikke den snigende og mægtige Gebærde, hvormed han lagde de lange og magre Fingre paa Fausts Skulder og hver Gang paany kaarede ham til sit Bytte. Nej, ypperligst var han i den Scene, hvor Mængden forfølger ham med de opløftede Kors; hans fortrukne Ansigt og hans flagermusagtige Flygten gav et Billede fra Middelalderens mørkeste Overtro. Djævelen selv bange — det var noget for Schram.
Rollen er jo i Virkeligheden temmelig melodramatisk. Goethes tankebesnærende Mefistofeles er blevet til en almindelig Komediedjævel: Aanden er borte og kun Legemet tilbage. Schram havde dog anlagt Rollen saa stor som mulig. Særlig var hans Plastik fortrinlig; han havde ogsaa komponeret alle Gestus og Stillinger efter et nøje Studium af Kobberstik og Tegninger, fremstillende hans sataniske Majestæt. Ikke saaledes at han direkte for Spejlet reproducerede dem, men han lod sig inspirere af dem. I denne Rolle naaede han Toppunktet af hvad han har fremstillet i den dæmoniske Genre. Caspar i Jægerbruden og Marley i Den hvide Dame ere skønt tidligere i Tid, dog langt mattere i Farven. Det Samme gælder om en saadan Tyranrolle som Gessler i Wilhelm Tell.
