127
PETER SCHRAM.
jeg dog kun tør dømme efter Referat. Ærværdigheden var ham mest i Klæderne skaaren, det egenlig Imponerende ligger ikke for ham, særlig ikke, hvor det skal hæve sig til det Majestætiske. Henrik Fuglefænger i Lohengrin var en temmelig leddeløs Herre, baade Personlighed og Talent slog Klik. Derimod har jeg et betydeligt Indtryk af Schram i den lille Rolle som Lord Ruthwen i Maria Stuart. Han var saa ganske den gamle Oprørsmand, sygelig og halv faldefærdig, men med en Hadets Ild, der gennemglødede hans Stemme. Han saa’ ud som en Velasquez, hvor han sad ved Bordet støttende sig til Kaarden, maaske lidt for tableauagtig. Men hans indtrængende Tale fik En til at beklage, at hans Talent ikke var blevet strakt længere mod det Tragiske.
Hin Usikkerhed, eller Mangel paa stærk Karakter og fast Vilje, om man vil, kan Schram dernæst i sympatetiske Roller forandre til Elskværdighed. Og som naturligt er, givet Schrams Individualitet, faar den let Anstrøg af Barnlighed. Han fremstiller f. Eks. Papageno saa udpræget barnlig, at Spillet nærmer sig til at være barnagtigt. jeg tilstaar i alt Fald, at Schrams Alder generer mig noget, naar han hopper om paa Scenen og læsper med en kælen Stemme. Det er ganske godt gjort, men det klæder et stort Mandfolk ilde. Langt bedre tager hans Hjærtelighed sig ud i Huguenotterne. Hans Marcel er en prægtig gammel Hugaf som synger sin noget indianske Pif-pafsang med den ægte fanatiske Krigerenfoldighed. Rigtig H. C. Andersensk i Tone og Opfattelse var endelig hans Sømand i Operaen Ravnen. Det er ellers en løjerlig Matros, der næppe kommen i Havn synger Eventyrviser om »Bedstemor sidder
