128
PETER SCHRAM.
i Kakkelovnskrog«, men Schram giver ganske efter Digterens Ønske det Barnlige paa aaben og naturlig Maade.
Udmærket Anvendelse for denne Godmodighed har Schram faaet i de mange gamle Brumbasser, han har spillet. Hvor var ikke Hans Sachs ærlig og elskværdig og netop saa poetisk som den digtende Skomager burde være! Den døve Geronimo i Det hemmelige Ægteskab og den buldrende Grøndal i Ungdom og Galskab ere pudsige men mindre originale Skikkelser. Uforlignelig er Geronte i Skatten. Schram virker her ved den tørreste Humor, der giver et Tilforladelighedens Præg selv til de kaadeste Indfald. Og han slaar overmaade dristigt Gækken løs i det gamle Syngestykke. Han er dernæst som skabt til at spille de broutende men ganske skikkelige Charlataner. Hvem mindes ikke hans Indtrædelse som Dulcamare i Elskovsdrikken, et sandt Triumftog, saa glimrende saa’ han ud. Hans skraldende Stemme, hans enorme Gebærder, halvt fiffige halvt usikre Mine gjorde ham til en Markskriger, der netop var intelligent nok til at narre Bønderne. Stødvel (Doktoren og Apothekeren) og Brause (Sovedrikken) høre herhen som finere men heller ikke saa morsomme Udgaver af samme Figur. Endelig falder Bartholo til Dels ind under denne Art Roller. Jeg er nødt til at tilstaa, at jeg her ikke hører til de absolute Beundrere af Schrams Spil. Han udtrykker fortræffelig Bartholos Mistænksomhed og Ængstelighed som Formynder, men hans Komik synes mig for pindehugget, ikke storladen nok. Jeg foretrækker i hvert Fald Mozarts Figur for Rossinis, selv om jeg maa anerkende den Virtuositet, hvormed Schram forstaar at »staa stiv som en Støtte« og gøre dette fuldkommen meningsløse Sted antageligt.
