129
PETER SCHRAM.
I det Hele gælder det, at der i enhver Figur maa være et Karaktertræk, som har Sammenhæng med hin Usikkerhed, ellers bliver den tom for ham. Han er ikke en saadan fuldblods Komiker, at han kan gøre en Nar som Prinsen af Aragonien morsom. Her skorter det ham paa Fantasi. Og paa den anden Side besidder han langt fra de Egenskaber, hvorved Phister kunde skabe et Mesterværk ud af Olifur i Brama og Bayaderen. Den indeklemte og impotente Lidenskab, som Phister gav saa realistisk et Udtryk uden dog at blive æstetisk hæslig, evner Schram ikke at fremstille. Og til Modsætning: Sulpices disciplinære Bravur i Regimentets Datter ligger udenfor hvad hans »Usikkerhed« kan omformes til.
V.
To klassiske Figurer findes der i Schrams Repertoire, i Operaen Leporello, i Skuespillet Aslaksen.
»Lang og tør, i rød- og hvidstribet Vest, lille rød Kappe, hvid Hat med rød Fjeder tripper Leporello rundt omkring Don Juan. Hans Ansigtstræk udtrykke en sælsom Blanding af Godmodighed, Skælmeri, Lystenhed og ironiserende Frækhed. De sorte Øjenbryn stikke underlig af mod det graanende Haar og Skæg. Man mærker vel, den gamle Knægt fortjener at være Don Juans hjælpende Aand«.
Det er Hoffmanns Skildring af den ideale Leporello i hans henrivende Novelle Don Juan. Passer den ikke, som den var skrevet om Schram? Skælmeri, Lystenhed, Frækhed, og føj endnu hertil Krysteri — af disse fire
9
