131
PETER SCHRAM.
Med det samme tør jeg nævne et lille Træk, der slutter sig til denne Situation. Leporello har narret Elvira efter Don Juans Ordre, og hun omfavner den angergivne Synder kærlig. Det er en temmelig slibrig Scene. Schram frelser den ved den groteske Maade, hvorpaa han udstøder sit: »Den Spas er ej saa ilde«. Tilskuerne le og forarges ikke. Gailhard paa den store Opera i Paris spiller dette Sted anderledes saftig.
Det Eneste, som ikke lykkes Schram, forekommer mig at være hans første Arie. Skylden er maaske det hurtige Tempos. Vist er det, at han ikke ret giver Leporellos Karakter og Situation — Klagerne og Jalousien kommer ikke tydelig frem. Men med denne ene Undtagelse er der næppe et Træk i Leporello-Skikkelsen, som Schram ikke faar med. Bedre har sikkert Rollen aldrig været spillet, og af alle de Sangere, der for Tiden udføre den i Udlandet, er Ingen værdig til at løse Schrams Skotvinge.
Fuldt saa godt som Leporellos Fløjlsvams har endelig Aslaksens sorte Kjole passet Schram. Med en genial Energi har han her samlet alle Karakterløshedens Træk til det triste Billede af det forfaldne Geni. Saadan kommer den Begavelse til at se ud, der ikke tror paa sig selv, og som bukker under i den sjælsfortærende Eksistenskamp. Schram hæver den stakkels fordrukne Bogtrykker til en næsten tragisk Skikkelse. Saadan tænker man sig det Billede, Shakspeare vilde give af sin Apotheker i Romeo og Julie:
— Sult staar paa din Kind
Trang stirrer hungrig ud af dine Øjne
og pjaltet Armod hænger paa din Ryg.
9*
