132
PETER SCHRAM.
Aldrig har et Menneske sét ynkeligere ud end denne Fyr med den optrukne Pandehud, hvor hver Rynke fortæller om et Ulykkens Aar ligesom Ringene i et Træs Stamme. Det er, som selve Skæbnens tunge Haand havde trykket hans Hoved ned mellem Skuldrene, som om halvt arbejdsomme, halvt hensvirede Nætter havde trukket alt Blodet fra dette blaablege Ansigt. Hvilken fortrinlig Maske! Der er ikke Pille Kød paa den lange Krop, hvor Knoklerne allevegne stikke spidse frem. Og den sorte Dragt, der en Gang var saa fin og selskabelig, er nu i sin lurvede Fedtethed netop Mærket paa den ægte pauvre honteux. Den slæbende Stemme, der i sin klagende Tone har saa nær til Graaden, gør hver Replik til et Mesterværk. Hvorfor har man dog ikke drevet det til at fonografere Sligt, til Gavn og Glæde for kommende Generationer.
Denne fuldkomne Fremstilling vidnede om, hvor højt et begrænset Talent kan naa i en Rolle, der svarer til og lægger Beslag paa alle dets Evner og Midler. Maa man ikke forbavses over, at vore Digtere tage saa lidt Hensyn til Fremstillerne, og maa man ikke i dette særlige Tilfælde beklage, at der findes saa ringe Anvendelse for Schrams solide og af Publikum meget yndede Talent.
De sidste Aar have ikke bragt Schram mange nye Roller. Og dog synes det ikke, som der er Overflod af Talent ved det kongelige Theater, saa at der egentlig ingen Grund er til at skjule for Verden det Sikre, man besidder. Alderen truer Schram som Sanger, men som Skuespiller er han usvækket i Kraft og Fantasi. Han
