135
JOACH. DAN. PREISLER.
Ansigtstræk; men hendes Portræt hænger i det kgl. Theaters Foyer. Og saaledes er hendes Navn ogsaa endnu bekendt; om »den smukke Madam Preisler« verserer der stadigt morsomme Anekdoter — men han, som var langt mere Person end hun, som af Naturen var udstyret med dens mest besnærende Gaver, og som i en Periode, der var rig paa betydelige dramatiske Kunstnere, hævede sig paa sit Omraade som Ingen underlegen, han er glemt eller mindes kun som Madam Preislers Mand.
Naar man spørger endnu levende Ætlinge af Slægten Preisler, fortælles der om ham med en Blanding af Stolthed og Hovedrysten. Han var saa smuk og saa talentfuld — han sank saa dybt. Hoved og Hjærte var godt nok — men Karakteren var saa svag.
Unægteligt. Han havde én Vilje hver Dag. Gode Genier syntes at have staaet ved hans Vugge. Skønhed og et indtagende Væsen var ham skænket. Han blev opdragen under rige Vilkaar, hans Uddannelse lededes omhyggeligt, han havde de bedste Lærere, i Opvækst og Ungdom en aandfuld Omgangskreds. Hans Talenter vare mangeartede, boglige og oratoriske, musikalske og sproglige, men der fattedes i hans Sjæl et Holdepunkt, der kunde sammennitte de flagrende Anlæg og Drifter. Der saa ud derinde som i et Kaleidoskop, blot et Stød udenfra og saa rystedes Alting sammen: Ønsker, Talenter, Laster, gode Forsæt, Ærlighed, Lidenskaber, og det var rent tilfældigt, hvad der kom frem, enten et Billede saa straalende, at Glansen blændede eller en saa skærende Farvesammensætning, at Øjet med Afsky vendte sig bort fra den forvirrede, usammenhængende Sjæl. Hans herskende Evne var den, hver Dag at have en ny
