136
JOACH. DAN. PREISLER.
herskende Evne. Han var i sit Liv en Spiller, som altid satte sin hele Tilværelse paa et eneste Kort, men han var beau joueur, hvad enten han tabte eller vandt, spillede han Partiet helt tilende.
Efter en Ungdom, kastet til alle Vinde, synes det en Tid som om hans Liv har faaet sit Brændpunkt. Han bliver Skuespiller. Efter nogen Famlen begynder han at spille sig selv, han anvender alt hvad godt og daarligt, der boer i ham, til at frembringe en Række sceniske Figurer. Han er afvekslende elegant Kavaler, affekteret Spradebasse, lystig Ungdomsforfører, Spiller, Dranker, Vellystning, salvelsesfuld Præst — det er hver Gang et af de farvede Smaastykker i Kaleidoskopet, som i Livet syntes simpelt Rudeglas, men som paa Scenen lyser frem som Diamant. Han bliver en stor Skuespiller ved saaledes at krænge sin Sjæl for Publikum.
Saa efterhaanden trættes han. Lasterne sløve ham. Ungdommen svinder, som smeddede hans Hukommelse jærnstærk, som gjorde det daglige Arbejde til en Leg, som ildnede hans Nerver og Muskler trods hensvirede Dage og søvnløse Nætter. Han er intet ungt Menneske mere, 35 Aar; Manddommen skal begynde, men han kan ikke blive Mand. Han kan ikke føre den halvt rolige Tilværelse, han som kongelig Skuespiller er kommen ind paa, hans Sind trænger til det Nervepirrende, og han har ikke længer Theaterfeber. Han har fast Fod paa Brædderne og han elsker det Gyngende, hvor det enten bærer eller brister. Og saa brister det: en skøn Dag løber han fra Theater, fast Stilling, Kone, Barn, Hjem og det Hele; han dukker under, ned i de forfaldne Geniers Nat og kommer aldrig,
