JOACH. DAN. PREISLER. 147
hans Karakter end han af dens. Preisler lod sig ikke forknytte, han var netop paa Grund af sin lærde Dannelse bleven vel modtagen af sine Kammerater — thi dengang gjorde Skuespillerne Oprør, naar en Debutant ikke var Student, medens nu Dannelse snarere betragtes som en graverende Omstændighed — og han kom snart i Venskabsforhold til de literære Kapaciteter, der stode Theatret nær.
Det kgl. Theater var dengang, ligesom nu, et Brændpunkt i Københavnerlivet. Dog paa en lidt anden Maade end nu. Theatret udgør i vore Dage et Fornøjelsessted og et Konversationsæmne; hvad enten der spilles godt eller daarligt — og der spilles jo ikke altid blændende — og hvad enten de opførte Stykker due eller ikke — og Mesterværker ere de jo ikke alle — morer Publikum sig altid i Theatret, fylder Huset og diskuterer med megen Lidenskab og mindre Kritik. For hundred Aar siden var det anderledes.
Hofkredsene og det højere Bourgeoisi interesserede sig fornemt for Theatret. De største Udgifter anvendtes paa Operaen, og den alene var det fint at beundre. Vor Theaterhistorie frembyder i dette Tidsrum det ogsaa andetsteds fra kendte Fænomen, at Scenen er Valpladsen for en bestandig fornyet Kamp mellem Skuespil og Opera, der nu gaa saa broderligt ved hinandens Side. Hoffet — og dengang var der et saadant — var Mæcen for Operaen, tilklappede Sangerinderne, indkaldte udenlandske Syngelærere og Balletmestre, og protegerede i Særdeleshed Theatrets kvindelige Medlemmer. Det er næsten utroligt, hvilken Rolle Eickstedts Forhold til den dygtige Sangerinde Jfr. Møller spiller i vor Theaterhistorie. Den raa Kavalleriofficer,
10*
