Side:Edvard Brandes - Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier.djvu/16

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

7

MICHAEL WIEHE.

han at Lærere og Kammerater snare spotte ham end agte ham — og Wiehes første Theateraar var jo rige paa alskens Ydmygelser, saa stiger Undseligheden og gaar ligesom over i Blodet. Michael Wiehe gik omkring som en ulykkelig ung Fyr, der ikke forstod sig paa og aldrig lærte at leve lystig med de andre Skuespillere paa Knejperne, hvor god en Kammerat han end ellers var, og som fortvivlede ved de diminutive Roller, han spillede. Enhver Forlegen véd, at der intet pinagtigere gives end at skulle komme ind i en Selskabssal og hilse paa de Tilstedeværende, hvis Øjne et Sekund alle hvile paa En, og som skænke En Opmærksomhed uden at vise En Interesse. At være Noget ved sin blotte Optræden — det er det Forfærdelige. Hvad tror man, at Wiehe maatte føle, naar han bragte et Brev som Tjener eller havde en halv Replik som »Første Kavaler?« Frygten for at være kejtet gjorde ham endnu mere ufri. Han maatte have en Rolle, der gjaldt noget, hvor han kunde faa Tid til at bringe sig i Ro for at vise, hvad han duede til. Imidlertid gik han omkring som Statist.

Vil man vide, hvorledes Wiehe var tilmode som Elev ved det kgl. Theater? Jeg er saa heldig at kunne forelægge Læseren nedenstaaende Optegnelse af ham fra 11. November 1838:

»Hakon Jarl blev opført. Jeg blev Dagen iforvejen om Morgenen tilsagt til at møde paa Syngeskolen og fik da Underretning om, at jeg skulde bruges som Statist næste Aften. Man tænke sig min Ærgrelse, min Sorg: jeg, som aldrig havde set dette Mesterværk og havde glædet mig saa umaadeligt dertil, jeg blev nu berøvet Haabet om nogensinde at opnaa denne Nydelse. Ganske opfyldt af denne