152 JOACH. DAN. PREISLER.
bad hun ham blive efter det øvrige Selskab, for ret at udøse sit Hjærte. Preisler var som sædvanlig ude, og hun opfordrede Rahbek til at vente paa ham. Det blev meget sent, inden det ringede paa Gadedøren. Rahbek gik ned og lukkede op. En Karet holdt udenfor og En indenfra denne nævnede Rahbeks Navn; han svarede, at han vel ikke kendte nogen i den Vogn. Da blev Preisler sat ud paa Fortovet som en Tønde eller Sæk og gjorde forgæves Forsøg paa at hæve Foden til første Trappetrin. Rahbek og en Tjenestepige maatte bære ham op ad Trappen og klæde ham af. Han var saa ilde tilredt, i en saadan Forfatning paa Sjæl og Legem, at Rahbek, som han skriver, ikke vil besudle Papiret med at beskrive den. Og den næste Dag var han saa sønderknust og angergiven, gjorde sig selv saa hæftige Bebrejdelser, lovede saa helligt Bod og Bedring, at der slet intet blev for Rahbek at sige. Venskabet fik her sit Stød, dog vedvarede Bekendtskabet bestandigt, og Rahbek var altid en stor Beundrer af Preislers Kunst.
Venskabet med Madam Preisler vedblev imidlertid. Hendes Theaterlykke tog et stort Opsving, da der ved Caroline Walthers Flugt fra Landet tilfaldt hende en Række kokette og lystige Roller, som ganske egnede sig for hendes Naturel, Beaumarchais' Susanne og Rosine, Trine i Fejltagelserne, Lady Teazle, Agathe i les folies amoureuses, bleve hendes ypperste Præstationer, fordi Rollerne mere fordrede en Soubrette end en Dame, og Koketteriet ikke behøvede at være af den fineste Art. Publikum forliebede sig i hendes søde Øjne og hendes straalende Smilehuller, naar hun fremstillede det lille løgnagtige Pigebarn, der intet andet attraar end sin Lindor, eller den engelske kokette
