Side:Edvard Brandes - Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier.djvu/162

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

JOACH. DAN. PREISLER. 153

Halvsnærpe, som hendes skikkelige Ægtemand har været afsindig nok til at gifte sig med. Fra l780—90 var hun Tilskuernes og Kritikernes erklærede Yndling, saa var hendes første Ungdom forbi og med den hendes hjærtevindende Magt. Roller bleve hende hyppigt fratagne, og hun var for lad til at kæmpe for sin Ret. P. A. Heiberg, i hvis Stykker hun særligt havde behaget, førte endnu en Fejde til hendes Ære, men kunde ikke frelse hende fra Glemsel. Hendes Tid var omme. Hendes Skæbne fik megen Lighed med Preislers; deres Blomstringstid faldt sammen og hun døde 35 Aar gammel (1796), kun fire Aar efter at han havde forladt Theatret og hende. Hun var af de Kvindenaturer, der ligesom ere skikkelige under Udskejelser, ikke onde eller malhonnette, men store Børn, lidt søvnige, lidt magelige, som ikke falde fra en Skrænt, men glide ned ad et blødt Grønsvær. Deres Ægteskab var ikke lykkeligt, men efterhaanden gjorde gensidig Ligegyldighed Ende paa alle huslige Scener og Tvistigheder; de gik hver sine Veje, men det var dem ikke ubehageligt undertiden at mødes, ja de foretog endog Fornøjelsesrejser med hinanden. Hun var uden Lidenskab og lidt simpel-lystig, han var dannet og lidenskabelig; hun var maaske bleven fornøjet i ganske borgerlige Forhold, og han havde behøvet en sjælestærk og overlegen Kvinde, der kunde have skammet ham ud, interesseret ham og behersket ham. Men hans Aberrationer kunde hun hverken beregne eller forhindre, thi som Hovedlov i Livet kendte hun kun Inertien.