JOACH. DAN. PREISLER. 155
kommer udover, og som kun saa lykkelige Naturer som Hultmann springe over uden at ane Afgrunden. Saa vindende som denne var ved sin første Debut, var Preisler som Partout. I det Hele vil man vist lettest forestille sig Preislers Theaterskikkelse ved at tænke paa Hultmann. Preisler var dog elskværdig paa en lidt anden Maade, mindre godmodig og skikkelig dansk, mere Verdensmand og sleben fransk, mindre Elsker, mere Karakterskuespiller. Med andre Ord, naar man slaar Phisters Henrik sammen med Hultmanns Klint, saa tænker jeg man til Resultat faar Preisler: en scapinagtig Elsker. Til Partout hjalp ham hans smukke Ansigt og flydende Fransk; han var blot sig selv i den karakterløse Figur og gav sin egen glimrende Flade med en svag Tilsætning af Naragtighed. Fra den Aften var han en yndet og anset Skuespiller.
Der foreligger overalt kun enslydende Udtalelser om hans utrættelige Flid og Samvittighedsfuldhed. Han erindrede sine Roller som en Hukommelseskunstner, uagtet han fik mange, da hans Talent var saa smidigt. Men alle hans Roller lade sig let henføre til hans ejendommelige Naturel. Ligesom man paa en fysiologisk Stamtavle iagttager, hvorledes Sjæls- og Legemsegenskaber nedarves fra Generation til Generation, saaledes kan man forfølge, hvorledes Skuespillerens Liv og Naturel afføder hans Rollearter en efter en.
Den komiske Evne han havde lagt for Dagen som Partout, udnyttede han til at spille endel godmodige Narre. Han var den spørgesyge og elskværdige Kaptejn Alsing i Schröders Fændriken, en af hans Glansroller, fordi de evindelige Spørgsmaal faldt saa let og naturlig i hans Mund — den tomhjærnede Spradebasse Baron Dromer i Gemmingens
