156 JOACH. DAN. PREISLER.
Værdige Fader, hvor han syntes som født med en Kompliment paa Læben — den bizarre Dalton i P. A. Heibergs Heckinborn, en utaalelig Figur, der taler i lutter Ordsprog og falske Bonmots. Om hans Spil her udbryder Rahbek paa sit slemme Dansk: »Hvo skulde have været Dalton uden den, om nogensteds da her, eneste Preisler. Straks én Egenskab, som gør ham uundværlig dertil, er den højst fuldkomne Memorering, som er ham saa egen. Skulde et af disse Sprikvorter hentes fra Souffleuren, glede de ikke saa lette, saa uafbrudte som hos Preisler, da er den hele Karakter skæmmet. Hertil kommer den vise Middelvej, han havde valgt i den mankverte Levemaade, Karakteren udkræver, et Skridt videre til én af Siderne havde enten gjort den modbydelig eller usammenhængende; heller ikke er hans aabne og fordelagtige Ansigt en ubetydelig Fordel«.
Alle de Elskere, Preisler spillede, havde en eller anden lille Tilsætning, der betog dem den egentlige Heltekarakter. De ædle, fattige Ynglinge vare Rosings Omraade. Preisler overtog Bonvivants og Kavalerer, saasnart han havde lært at være sig selv paa Scenen. Han bevarede bedre end nogen anden den almindelige Konversationstone. Det vilde lidet nytte, jeg her og i det Følgende vilde opregne en Mængde Roller; de færreste ere sikkert bevandrede i Datidens dramatiske Literatur. Preisler spillede paa sin uforlignelige Konversation f. Eks. Major Horst i Menneskehad og Anger. Men Kotzebues berømte Stykke, som har bragt saamange Taarer til at flyde, er forlængst glemt; i det Højeste kender man Anekdoten om den unge Mand, der brød med sin Forlovede kort før Brylluppet, fordi hun som Tilskuerinde viste sig kold overfor Eualias Anger.
