158 JOACH. DAN. PREISLER.
beholdt den andægtige Tone, selv i den lidenskabeligste Samtale med Elmire, og spillede Scenen med Orgon i den dybeste Bodstone og mest hellige Ruelse. Og da alt bliver røbet, var han fræk som en Satan.
For den, der magtede Tartuffe, var Repertoirets andre Hyklerroller lette. Jeg nævner som Varieteter Loke i Balders Død, Louis Holm i Ringen, Lord Trinket i Colmans Skinsyge Kone. Her var Preisler en pralende Roué, der dækker sine brutale Lidenskaber under en franskagtig Politur. Som Saalstein i Juliane v. Lindorak var han en bagtalerisk Laps, der ødelægger en Kvindes Rygte, fordi hun modsætter sig ham, og hvis hele Væsen rummes i den franske Talemaade: payer d'impertinence. Uovertræffelig var han som den troløse Ven og falske Spiller Stukely i Beverley. Han havde jo og studeret den Art Karakterer in natura, Rahbek skriver: »At sige om Hr. Preisler, at han var langt over alle Stukely'er, jeg har set, vilde kun være en meget maadelig Kompliment; jeg vil derfor hellere sige, at jeg ikke har set nogen finere og fuldkomnere Rolle af ham; det er med andre Ord, at det var et sandt Mesterstykke .... Denne Rolle fortjener at studeres af Kunstdommeren ligesaa fint, som den maa være studeret af Hr. Preisler. Alle de Stukely'er jeg har set, var blot falske Spillere, denne var tillige den falske Ven«.
Preislers Forsøg i Tragedien vare mindre heldige. Han henfaldt her til en Deklamation, som kun Pram med sin Forkærlighed for det Hastemte kunde beundre. Og selv i Skuespillet var han mindre paa sin Plads, hvor Rollen tillod det Patetiske. Han spillede saaledes den ædle rationalistiske Præst Seebach i Ifflands Jægerne, og anvendte
