JOACH. DAN. PREISLER. 161
Interesse nære, at læse om deres Besøg i Beaumarchais' Trykkeri i Kehl, hvor paa den Tid netop den store Udgave af Voltaire trykkedes. Jeg afskriver, for at give en Ide om Stilen, Beretningen om Preislers Besøg hos Mozardt (!): »Her havde jeg den gladeste Time, Musiken nogensinde har skænket mig. Den lille Mand og store Mester fantaserede to Gange paa et Pedal-Clavecin, saaledes, saaledes! at jeg ikke vidste, hvor jeg var. De sværeste Ting og de behageligste Themata imellem hinanden. — Konen skar Penne til Nodeskriveren; en Elev komponerte, en lille Dreng paa fire Aar gik omkring og sang i Haven; kort sagt; Alting hos denne fortræffelige Mand var musikalsk. — Med Glæde erindrede jeg mig hans Entführung aus dem Serail, som jeg havde hørt i Hamburg i Aaret 1787 og som jeg næsten kan udenad; men denne Operette kaldte han »Kleinigkeit« og det er ingen Ros for en Mand som Mozardt at berømmes i sin Nærværelse af Folk, som ikke selv ere noget, altsaa tav jeg. I Wien opfører han Kirkemusiker« ....
Denne Bog skaffede Preisler overordentlig Ære. Tidens store Kritikere, Tode og Rahbek, kappes om at citere og rose den. Han nød stor Avtoritet blandt sine Kammerater; han brugtes ofte til at repræsentere Standen, saaledes var det f. Eks. ham, der ved Beneficen for Wessels Søn fremførte denne og takkede paa hans Vegne. Han stod i sit Genis Modenhed med omfattende Evner, og det syntes, som om han i mange Aar vilde blive Skuepladsen til stor Ære og skaffe sig et hæderligt Eftermæle. Saaledes skriver Tode om ham, da han engang i Løbet af 24 Timer har lært en Rolle for at muliggøre en Debut:
11
