162 JOACH. DAN. PREISLER.
»Mange Gange har Hr. Preisler vist, at det var hans Lyst at tjene Skuespillere, Autorer og Skuepladsen. Foruden de mange fremmede Roller, han med største Beredvillighed har spillet, har han og paataget sig en Regissørs og Souflørs Tjeneste. Han anser sin Pligt, ikke som indskrænket til det Fag, han staar i, men som udstrakt til al den Evne han har: og denne Evne er stor. Frugten af hans Tjenstvillighed, hans Artighed, hans Retsindighed, hans Redelighed, hans Usmittelighed af Misundelse og Kabaler, er da og den sjældne Lykke at være oprigtig agtet og elsket af det hele Theater.
Hvor er den Skueplads udenlands, som kan rose sig af at eje en saadan yndig Karakter, der gør den hele Skuespillerstand saa megen Ære«.
IV.
Desværre var denne »yndige Karakter« fuldt saa svag som yndig. For en Kvindes Skyld var Preisler gaaet til Theatret. Han havde vundet sig Stilling og Navn, højt var han stegen tilvejrs, pludselig mistede han den Aandens Gas, der bar hans lette Sind, og han sank til Jorden. For en Kvindes Skyld opgav han baade Ære og Stilling.
Hun var en ung Skuespillerinde, Jomfru Fredelund, uden meget Talent, men smuk og elskværdig. Rahbek havde sagt hende Sandheden uden mindste Forbehold. I en Brochure, som Preisler rettede imod hans nedsættende Bemærkninger, beskriver han hende som »begavet med en ypperlig, bøjelig Organ, Karakter i Ansigtet, med fordelagtig Skabning — med Ild og Fyrighed — kort sagt: med
