164 JOACH. DAN. PREISLER.
omrejsende Selskaber og uden Held. Her giftede han sig igen med en tysk Skuespillerinde, og synes ikke at have været lykkeligere i sit andet Ægteskab end i sit første. Først ved Aaret 1801 optræder han atter i dansk Theaterhistorie, men denne Gang i den beskedne Stilling som Souflør. Der findes et Par Breve fra ham i det kgl. Theaters Arkiv, der gøre et højst uhyggeligt Indtryk af sentimental Armod. Han var først ansat paa Prøve i Foraaret 1801, men skilte sig saa godt ved sit vanskelige Hverv, at han fra næste Sæson fik regelmæssig Ansættelse. I November ansøger han saa om at turde debutere paany, fordi hans »nærværende Post« er for besværlig og forbunden med saa ringe Gage. Han skriver saaledes: »jeg har opnaaet mine Ønskers fornemste Maal, idet jeg erholdt den Allerhøjeste kongelige Tilgivelse for den i Aaret 1792 begangne Forseelse, ved at forlade min Tjeneste, som desværre, i mange Henseender, slet huslig Forfatning drev mig til!«
Der tillodes ham ikke at debutere, og kort efter føler han sig saa syg, at han maa opgive sin Post, især fordi hans Øjne ere blevne meget svage. Han beder om man vil betale nogle Regninger for ham, og forsikrer, at »den faste Overbevisning om Uskyldighed er det eneste, der kan trøste ham i hans ublide Skæbne«. Det er et ægte Tiggerbrev. I Foraaret 1802 gik han af som Souflør; det er en Fejltagelse, naar Overskou mener, at han havde denne Bestilling til sin Død.
Preisler havde været med som Frivillig 1801, havde tilhørt Kronprinsens Livkorps og var bleven saaret. Han betegner sig selv sidenhen som Invalid, men jeg er ikke istand til at angive, hvorledes han var kommen tilskade.
