KRISTIAN MANTZIUS. 171
En ærlig Halsstarrighed udgjorde en af hans bedste Egenskaber og han lærte i Aarenes Løb ikke noget Nyt til det, han havde suget ind i Ungdommen.
Dengang regerede Heiberg i Forening med sin trofaste Achates Hertz Smagen. Det var den æstetiske Dannelses, den selskabelige Finheds Tid. Dannelsen var paa Overfladen, ingen solid videnskabelig Sjælsudvikling, men en lidt fantastisk Skønhedssøgen, for hvilken dog det Skønne nærmest faldt sammen med det Fine eller det Forfinede. Det er mod denne Tidsaand og mod den Samfundstone, der var bygget paa den, at Hostrup reagerer. Mod »Selskabet« opstiller han Studenterlivet (den ideale Dannelse) og mod Forstandslovprisningen hævder han, den senere Grundtvigianer, Hjærtets Dannelse. De simple Folk behandles af ham med en vis Sympati og Studenten forloves med Smededatteren, medens omvendt, parodierende, Skræddersvenden forbindes med den adelige Frøken. Kælderfolkene ere de fine Folks evige Vrængbillede:
Mellem de to Verdener
tror man der er et vældigt Spring,
men dog i Grunden det er
slet ingenting.
Faar man blot det ydre Skin
er der ingen Forskel mer.
Mantzius, der hadede de Fornemme som Pesten, men som ikke besad Udvortes og Naturel til at levendegøre Studenteridealet Klint, var tilstrækkelig rig paa komisk Evne til at kunne latterliggøre »det ydre Skin« i Selskabslivet. Den virkelig Dannede — og dog til en vis Grad kun indbildt Dannede satiriserede over den forlorne Dannelse. Det var dertil Lieutenant v. Buddinge brugtes.
