172 KRISTIAN MANTZIUS.
I.
Det falder saa naturligt, at det fristede Mantzius at aabne sin Skuespillerbane som Erasmus Montanus og bruge Holbergs hundredaarige Vid til at latterliggjøre Pedanteriet. Han debuterede 23 Aar gammel den 27. September 1842. Jeg har set Mantzius mange Aar senere i denne Rolle, i hvilken han selv troede sig betydelig, og i Virkeligheden var saa svag. Han spillede ikke uden Lune, han sagde Replikerne med Følelse af deres Betydning — men han var ikke Erasmus Montanus, han levede ikke denne udødelige komiske Martyr om igen. Det kom simpelthen deraf, at Mantzius manglede historisk Sans. Den kunstneriske Sjælevandring, som betinger Udførelsen af klassiske Roller, kunde den altid i Nuet levende Skuespiller ikke foretage. Hvad han kunde give som Erasmus Montanus var en almindelig Parodi paa lærd Vigtigmageri og pedantisk Fornemhed. Mantzius havde en egen Maade at sige Ordene paa, som om han smagte paa hvert af dem, inden han udtalte det, ja han yndede endog at ende Sætningen, især hvor den var bidende eller haanende, med et lille Smæld med Tungen. Dog disse Særheder vare ikke egne for denne Rolle, som de klædte, men fulgte tværtimod ofte med, hvor de ingenlunde passede.
Mantzius forsøgte ved sine Debuter at angive sit Talents Omfang. Efter Karakterrollen vilde han præsentere en lavkomisk Figur og valgte dertil Arv i Jean de France. Han slog ikke til som den Holbergske Gaardskarl og det er let at forstaa. Hans Dialekt, paastaar Overskou, var mangefuld, men dette har næppe været afgørende. Vi ere slet ikke
