KRISTIAN MANTZIUS. 173
forvænte med korrekte Bondedialekter paa vor Scene, hvor man i Almindelighed villigt lader sig nøje med en Blandingsjargon, en Labscaws af alle mulige provinsielle Lyde. Mantzius er næppe strandet paa det Sproglige, saameget mindre som han i alt Fald senere raadede over en bred sjællandsk Mundart, som han talte med flydende Tunge. Arv havde tiltalt ham som den enfoldige Ræsonnør, der gør sig lystig baade over Husbond og Mutter og den forlorne Sons Dannelse, men Arv er naiv og kender ikke selv sin egen Overlegenhed, og det Naive var Mantzius et absolut fremmed Territorium.
Endelig valgte Mantzius til sin tredje Debut en Anstands-Rolle, Giulio Romano i Correggio. Han vilde give sit Ideal: den overlegne Finfølelse og kunstneriske Smag, som Oehlenschläger meget imod Malerens virkelige Egenskaber har inkarneret i denne Theaterfigur. Den unge Skuespiller, der var smal og kantet af Skikkelse med skarpe Ansigtstræk, passede daarlig ind i Ridderdragten. Han naaede senere hen til at fremstille en vis Værdighed — der dog altid for mig havde noget Lavet og Theatralsk ved sig — men det Sart-Fornemme og Adeligt-Fine egnede han sig bedre til at parodiere end til at virkeliggøre.
Han kunde ikke finde nogen Plads ved det kongelige Theater, hvor dengang saa mange Store holdt Kunstens Skakbræt besat paa alle Felter. Bonde vilde han jo ikke være. Han tog til Kristiania og medførte i Lommen sit Kunstnerbrev Hostrups Genboerne, det komiske Heltedigt om Lieutenant v. Buddinge, hvem Mantzius skulde have i sin Magt at levere Skikkelse til paa saa gennemført en Maade, at han aldrig helt kom bort fra det Sæt af Manerer og
