174 KRISTIAN MANTZIUS.
Ejendommeligheder, hvormed han havde udstyret si Mesterstykke. Det hænder undertiden meget betydelige Skuespillere, at de saaledes inkarnere sig i en Rolle, at de næsten ikke kunne blive af med den igen. Saaledes gik det den franske Skuespiller Got med Giboyer. Aarevis efter hans Triumf i Augiers Stykke hørte han ved hver ny Rolle, han fik, bestandig gentaget, at det var Giboyer om igen.
Det forekommer mig, at Mantzius paa lignende Maade aldrig blev Lieutenant v. Buddinge kvit. I hvert Fald naaede han aldrig til samme Inspirationens Højde, samme Friskhed og Lune som i denne hans lystige Ungdoms burleske Fantasiskabning. Og rent materielt baseredes hans Kunstnerløbebane paa denne Rolle.
Han læste Genboerne op i Kristiania, han spillede v. Buddinge Aaret efter i de danske Provinsbyer, endelig fik han Lejlighed til at præsentere ham for det kgl. Theaters Publikum ved en Sommerforestilling, men trods den Lykke, han gjorde, vilde han dog ingen Vej være kommet, hvis ikke Frederik den Syvende, der i høj Grad yndede den drøje Spøg, havde moret sig fortræffeligt baade ved Stykket og Skuespilleren. Ved hans Protektion gik Genboerne over i Repertoiret og Mantzius fik fast kgl. Ansættelse.
Mantzius havde samlet alt hvad han besad af Erfaring, Ironi og Lune paa denne Figur. Hans Fader var Officer og Schandorph fortæller, at »han havde et skarpt Øje for det Pudsíge i det militære Pedanteri og dets daværende Hovedrepræsentanter, de gamle holstenske Officerer. Kristian Mantzius kunde mange karakteristiske Anekdoter, som han skyldte sin Fader, om disse Rester fra Frederik den Sjettes militære Regime«. Det er sandsynligt, at Ungdomserindringer
