176 KRISTIAN MANTZIUS.
Maade at fremsige Replikerne paa og stødte dem blot frem paa sin almindelige abrupte Maner, som han havde erhvervet sig til komiske Roller. Men Lieutenant v. Buddinge var fuldkommen. Ydre, Tale, Manerer, alt stod i nøjeste Harmoni med Figuren. Desuden blev denne i Aarenes Løb ligesom oversukret med et Lag af komiske indfald og Løjer, under hvilke Stykkets Tekst undertiden helt forsvandt. Mange af disse Indfald vare næsten vilde. Man erindrer maaske, hvorledes Mantzius, medens Fru Sødring saa henrivende sang Visen om den ihjelfrosne Soldat, tildels fordærvede Virkningen af hendes geniale Foredrag ved sit stumme Spil. Han holdt jo nemlig et Lys for Smedemadamen for at hun bedre skulde se den trykte Vise, og Mantzius lod da, som Lieutenanten faldt i Søvn under Sangen. Lysestagen gled nu ganske langsomt ned imellem den Sovendes Fingre indtil han pludselig brændte sig paa Flammen og med et Ryk fór op. Det var umuligt ikke at le, skønt Skuespilleren rigtignok benyttede sig af Midler, der gik langt over det Sandsynliges Grænser. Mantzius vakte dog mest Latter, hvor han deklamerede Rosen blusser alt i Danas Have. Det beroede ikke fortrinsvis paa de kostelige Omsætninger, der skyldtes Hostrup, nej det kom af at Mantzius' Foredrag var en fuldendt Parodi paa affekteret Deklamation og Ha-Stil og kunde taale en Sammenligning med Wessels Satire i Kærlighed uden Strømper. Mantzius vibrerede paa R'erne, tremulerede paa Vokalerne og udtalte ofte Endestavelserne med et saftigt Eftersmæld — Ordenes Mening forsvandt næsten helt i deres Lyd. Det var mesterligt gjort.
Desværre overførte Mantzius denne Diktion til ikke-parodiske Versfremsigelser. Jeg husker endnu, hvor for-
