Side:Edvard Brandes - Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier.djvu/186

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

KRISTIAN MANTZIUS. 177

færdet jeg blev, da jeg første Gang var Vidne til at han besteg Kothurnen.

II.

Det var en Aften i et Gymnastiklokale. Der var kvælende varmt. Entréen var ogsaa yderst ringe, især naar man tog Hensyn til, at Mantzius vilde oplæse forskellige større Digte samt de Falstaffske Scener af Henrik den Fjerde. Mantzius kom ind, modtaget af en Bifaldsstorm fra de talrige, staaende Tilhørere, han tørrede Sveden af den glinsende Pande, bad med en Spøg om det ærede Publikum vilde lade være at røge og tog fat:

Højt imod Nord og fjærnt mod Øst,
Dybt i Siberiens Klippebryst,
Hvor kulden som en mægtig Last
Om Jordens Sider knuger fast,
Hvor dækket til af Is og Sne
Den lange Vinter er at se.

»Lieutenant v. Buddinge som Deklamator« sagde jeg til mig selv. Tremolo paa vokalerne, Smæld paa Endekonsonanterne, snurrende R'rer — hele den kendte Melodi fra Rosen blusser, hvilken nu skulde betegne den højeste Patos. Og det blev ved paa samme Maade hele det Paludan-Müllerske Digt igennem. Det var som om man hørte Stormskjoldbulder i egen Person. Man misforstaa ikke dette som om Mantzius manglede Følelse eller Sans for Poesi, han besad blot intet selvpræget Udtryk for Alvor og Lidenskab og maatte hjælpe sig med traditionel Deklamation. Hans Liv og hans Dannelse havde intet lært ham om, hvorledes Slaven

12