KRISTIAN MANTZIYS. 179
sig for at spille John Knox i Bjørnsons Maria Stuart. I den Artikel, han i den Anledning offentliggjorde, skriver han: »Hr. Bjørnson har ladet Knox tale i saa mange ordret anførte Bibelsprog, og navnlig i Scenen med Darnley været saa nærgaaende i sin Omtale af det Kristelige, at min Følelse oprørtes ved at sige fra Theatret Ord, som kun forekom mig at høre Lønkamret til. Og da nu, naar undtages dette, Knox' Rolle slet ikke forekom mig mere mærkelig eller karakteristisk end de mangfoldige andre Erkebisper i andre Tragedier — undtagen at han siger: Kom! istedetfor: Kom ind! — saa gjorde jeg mig slet ikke nogen Betænkelighed ved at bede mig fri for den.«
Jeg skal ikke opholde mig ved de religiøse Skrupler, som tage sig lidt komiske ud ved denne Lejlighed. Men at Knox' Rolle ikke forekom Mantzius karakteristisk, er ganske sikkert et æstetisk Fejlsyn, der ikke alene vidner om, at han manglede Sans for Bjørnsons Poesi, men viser, at han overhovedet ikke forstod det Patetiske. For ham var Knox en Erkebisp som alle andre, fordi han altid ufortrøden gengav det Biskoppelige i travende Deklamation.
Altsaa, hvor Rollen krævede Lidenskab og Højhed, der hjalp Mantzius sig med de traditionelle Effektmidler. Derimod har jeg allerede sagt, at han magtede at fremstille en vis borgerlig Værdighed. Amtmanden i De Nygifte var vist hans smukkeste Præstation i denne Retning. Denne besad hele den Fornemhed, der beror paa et ulasteligt Kalvekryds af skinnende Hvidhed, og hans Noblesse hævedes ved det Stænk af Ironi, der var kastet paa Figuren. Naar Mantzius med urokkelig Alvor sagde: »Mo'r har hostet to Gange i Nat«, var Tonen netop den rette filistrøse, som
12*
