180 KRISTIAN MANTZIUS.
gjorde denne Kendsgerning til en Begivenhed af verdenshistorisk Interesse. Saamegen Harcelleren over Kancelliværdigheden hos Amtmanden var det netop Mantzius medbragte fra sin Ungdoms Demokratisme. Gennem denne Selvironi kom han til at spille de overlistede kloge Hoveder: Advokaten i Advokaten og hans Myndling og Doktoren i En Kurmetode, hvor han med en saa snurrig Geskæftighed kredsede om Fru Heiberg, hvis Blik fulgte ham med det gladeste Koketteri. Selvgodhed kunde han fremstille. En af hans bedste Smaaroller var den egoistiske Pebersvend Rouvière i Feuillets I Landsbyen, skønt han især i de første Scener overdrev det Vindige i Ægteskabshaderens Væsen. Jeg nævner endnu i denne Sammenhæng Prokurator Severin i En Skavank — hvis Karakter kan betegnes som den usikre Sikkerhed — og Daniel Hejre. Mantzius forstod dennes Drilleri og Spot over det fine Selskab, men det Hadefulde manglede. Alt det Lave hos Snyltegæsten kom ikke frem, og det beroede paa, at Mantzius i det Hele var ude af Stand til at fremstille menneskelige Fejl og Laster paa anden Maade end i latterligt Skær. Han besad ikke en Analytikers Tilbøjelighed til at gaa tilbunds i Menneskesjælen.
Derfor var hans Falstaff mislykket. Man saa' kun den larmende Skændegæst, der var til Nar ved sin Fedme. Den tykke Ridders grænseløse Immoralitet fandt intet Udtryk. Og det skortede ogsaa Mantzius paa Lune i denne Rolle, hvor han mange Gange nøjedes med at fremsige Repliken uden Spor af Karakteristik, idet han øjensynligt troede at Tilskuerne lo af hans fortrinlige Spil, naar de i Virkeligheden morede sig over Shakspeares Vittighed. Jeg husker den første Gang Mantzius optraadte som Falstaff. Det var
